9. maj 2019

Fotoudstillingen vil blive åbnet ved tale af Ujo Petersen. Bestyrelsesmedlemmer i Foreningen Grønlandske Børn Heidi Lindholm og Thomas "Tyt" Mogensen vil byde på lidt at drikke og spise.
Foreningen Grønlandske Børn har tre gange afholdt sommercamps for børn i Kommuneqarfik Sermersooq. I 2015 gik turen til Ittoqqortoomiit, og i 2018 var både Ittoqqortoomiit og Paamiut rammen om sommercamps i kommunen.


Sekretariatsleder i Foreningen Grønlandske Børn Nike Berthelsen siger: ”Vi har med fotoudstillingen ønsket at sætte fokus på vigtigheden i at skabe positive fællesskaber og give børn mulighed for en sjov og anderledes sommerferie. De bånd børnene knytter til hinanden og til de frivillige, der rejser til Grønland fra hele verden, har betydning både på lang og kort sigt. Evalueringer viser, at børnene, udover at have en sjov og spændende sommer, kaster sig ud i at lære nye ting, de får nye venner og deres sprogkundskaber bliver bedre. På campen i Ittoqqortoomiit i 2018, svarede 73 pct. af de adspurgte børn, at de var blevet bedre til engelsk”, fortæller Nike Berthelsen og understreger, at Foreningen Grønlandske Børn har modtaget stor opbakning til at gennemføre sommercamps i kommunen. ”Kommuneqarfik Sermersooq har været en vigtig samarbejdspartner. Uden deres støtte havde vi ikke kunne gennemføre så stort et projekt til glæde for så mange børn og frivillige”, slutter Nike Berthelsen.


Om baggrunden for sommercamps i Kommuneqarfik Sermersooq:
For nogle børn kan sommeren i en lille by være meget lang. Skolen, klubben og hallen er typisk lukket, og det er de færreste børn, der har mulighed for sommerferier udenfor byen. Sommercamps er et tilbud til disse børn.
Kedsomhed bliver vendt til masser af leg og sport, eksotisk mad og musik, fremmede sprog og nye legekammerater, når frivillige fra hele verden rykker til byen i fire uger. De frivillige ankommer fra alle verdenshjørner. Lige fra Taiwan til Canada. Fra Grækenland til Mexico. Sammen med lokale voksne arrangerer de sport, aktiviteter og leg for børnene i byerne.


De udstillede fotos i Katuaq er taget af fotograferne Ena Kurtagic Granulo og Dagmara Wojtanowicz